Læs hele historien om Danmarks første virksomhed indenfor generativ AI - JumpStory

Vi etablerer Danmarks første internationale virksomhed indenfor generativ AI

Året er 2018. Jeg, Jonathan Løw, går tur med en god kammerat og kommende medstifter af en dansk AI-virksomhed - JumpStory. Vi nyder forårssolen i en skov syd for Aarhus.

Vi taler både om det lokale fodboldhold AGF, men også om maskinlæring og hvor vild udviklingen er lige nu rundt omkring i verden. Samtidig undrer vi os over, hvorfor der nærmest ingenting sker i Danmark.

På det tidspunkt har vi begge været iværksættere i mange år. Jeg startede min første forretning i 1999, og siden hen har både min medstifter og jeg beskæftiget os en hel masse med kommunikation og marketing. F.eks. havde vi i det forgangne år hjulpet brands som Lunar og Hungry.dk med at komme i medierne, men vi er begge ved at køre døde i det. Der skal ske noget nyt!

”Tænk hvis man kunne sætte computeren til at skrive og optimere pressemeddelelser”, kan jeg huske, at jeg siger til min ven. Og den tanke sidder fast efter gåturen. Vi kan ganske enkelt ikke slippe den.

I 2018 var AI ikke noget, der rigtig blev talt om i Danmark. I de nørdede kredse hed det heller ikke kunstig intelligens. Man talte om maskinlæring og GAN. Så på den måde vidste vi godt, at vi var foran.

Jeg havde i årene forinden arbejdet som investor og rådgiver i investeringsfonden Accelerace, hvor jeg havde mødt en række startups indenfor maskinlæring og computer vision. De var helt tidlige, umodne og samtidig dybt inspirerende. Jeg lyttede i den grad højere til dem.

 

 

Det første AI-produkt: Lav dine input til en færdig pressemeddelelse

Det næste halve år gik med én ting: Nu skulle der bygges AI, og det skulle gøre os selv arbejdsløse. Arbejdsløse på den gode måde for pressemeddelelser kedede os helt vildt.

I efteråret 2018 rejste vi de første penge til idéen. Vi døbte den JumpStory, og jeg skrev en længere klumme om vores visioner på platformen Kforum.

På det tidspunkt fyldte nutidens AI-giganter som Anthropic og Open AI ingenting. Vores reelle konkurrenter hed i stedet Textio, Grammarly og Hemmingway AI. Dem kender de færreste den dag i dag.

De ville dengang noget af det samme som os: Gøre det nemt at omdanne prompts til velskrevne maskintekster, i forhold tilfælde med fokus på PR-arbejdet.

Det næste år arbejdede vi derfor benhårdt på teknologien, men det var svært. Pi*** svært.
Vi var et lille team i Aarhus, uden internationale investorer og med meget begrænset kapital. Samtidig hørte vi om, at Google, Microsoft og andre nu også havde noget på vej. Det var ikke just godt nyt. Vi stressede helt vildt.

I det mindste mødte vi samtidig stor interesse fra omverden. Ikke mindst fra udlandet. Danmark var lidt mere skeptisk, husker jeg.

Vi blev inviteret til store events over hele Europa, såsom da jeg var én af hovedtalerne til den kæmpe tech-event LOGIN i Vilnius, Litauen. Flere end 3500 fremmødte lyttede med her, da jeg delte vores AI-visioner og planer! Det var en vild og bekræftende oplevelse.

 

 

Generativ AI: Strategisk skifte fra tekster til billeder

Det næste år gik med at viderebygge PR-tjenesten, men vi kæmpede med at gøre det godt nok. Vi kunne se, at det output, vi leverede på platformen til vores kunder, haltede. Det blev ikke skarpt og menneskeligt nok, og i 2020 havde jeg en længere strategisk snak med ét af vores bestyrelsesmedlemmer – Mobile Pay stifter Rasmus Korsgaard.

Den samtale inspirerede os som founders til at gå nye veje. Vi skulle fokusere på det visuelle frem for teksterne, og vi ville bruge generativ AI til formålet.

Det betød, at vi de kommende år kiggede dybt ned i forskningsområder som visuel retorik og kognitionspsykologi, for vi ville mere end blot noget smart og overfladisk. Med JumpStory skulle man kunne finde de bedst performende billeder til sin markedsføring. AI skulle hjælpe med at udvælge dem, der ville ende med at skabe resultater.

Vi rejste yderligere 5 millioner DKK, og vores næste produkt til brugerne af JumpStory-platformen var en AI-dreven billedsøgemaskine, som kunne sortere billederne efter den forventede impact på modtageren. I stedet for at søge efter fotos søgte man altså nu efter resultater.

Det var i al jysk beskedenhed godt set, og brugerne kvitterede. I løbet af de næste to år fik vi flere end 25.000 kunder fra hele verden, og vi nåede en 2-cifret millionomsætning. Nuvel, vi brændte fortsat millioner af, men vi skabte også reel omsætning. JumpStory var ved at udvikle sig til en egentlig, international generativ AI-virksomhed. Den første af sin slags.

 

 

Houston, we have got a problem! Here comes Open AI & Microsoft

I 2022 kunne vi endelig lancere det produkt, vi havde arbejdet på længe sideløbende med vores AI-optimeringsværktøjer.

Nu havde vores teknologiske udvikling gjort det muligt for alle vores mange brugere ikke blot at søge smartere med AI, men også skabe fotos alene ud fra en prompt. Det du i dag kender fra f.eks. ChatGPT eller Midjourney.

Vi var på dette tidspunkt – på godt og ondt - danske AI-pionerer indenfor området. Samtidig måtte vi kigge ud i verden for at se, hvad der var undervejs, og der skete i den grad noget! Ikke mindst i USA.

Open AI begyndte at investere heftigt i spacet. Det samme gjorde Microsoft, Google m.fl. Der var virkelig konkurrence!

Derfor søgte vi også efter international erfaring, og vi var så heldige at få David Heinemeier Hansson med som investor. David er danskeren, der har skabt det globale kodesprog Ruby on Rails.

Vi havde på dette tidspunkt rejst godt 25 millioner kroner til JumpStory, og umiddelbart kan det jo virke som mange penge.

Det var det også for vores loyale danske investorer, men samtidig kunne vi iagttage en global udvikling, der gik så vanvittigt hurtigt, at det næsten ikke var til at forstå:

  • I udlandet svarede 25 millioner kroner til det, vores største konkurrenter rejste på én uge.
  • Hvor vi ansatte nogle få nye medarbejdere om måneden, ansatte de hundredvis.

Generativ AI var blevet et område, alle pludselig ville ind og eje. Og vi haltede bagefter. Både på produkt og funding.

Vi insisterede som founders på nogle principper, vi havde opstillet for vores virksomhed helt tilbage i 2018, da den startede. Jeg ved fortsat ikke, om det var særlig klogt rent strategisk, men det føltes og føles rigtigt den dag i dag:

  1. Selskabet skulle forblive i Danmark og have sine ansatte her i landet.
  2. Vores AI-model skulle udelukkende trænes på lovlige fotos. Derfor købte vi billeder til træningsformål samt benyttede derudover udelukkende såkaldte open-source-billeder. Noget der kraftigt begrænsede os i konkurrencen med de globale konkurrenter, som tilsyneladende så stort på etik og ophavsret.Derudover havde vi en strategisk udfordring. Selvom vi havde bygget noget smart og ganske avanceret teknologi, så manglede vi vores egen grundmodel. Det man kalder en LLM.

Det stillede os svagt i forhold til de store, globale tech-investorer, for hos dem var det blevet en forventning og forudsætning. Vi kunne umuligt rejse 100 millioner eller mere uden det. Og uden den funding kunne vi ikke løbe eller innovere hurtigt nok.

 

 

2024 blev et skelsættende år - fra generativ AI til AI-agenter

I 2024 måtte vi tage konsekvensen og dreje nøglen om. Det var naturligvis enormt skuffende og svært – også at skuffe vores loyale investorer -, men det var et kapløb, vi ganske enkelt ikke kunne vinde.

På den ene side følte vi, at vi innoverede rigtig meget indenfor AI-området, og samtidig havde den globale konkurrence gjort os overflødige på den lange bane. Uden en break-even forretning og uden en LLM så var der intet at gøre.

Derfor lukkede vi ned, og jeg brugte de næste måneder på at sunde mig og kigge fremad. AI var noget, jeg fortsat ønskede at dygtiggøre mig indenfor, men det skulle ikke være i form af endnu en vækstvirksomhed på dette tidspunkt i mit liv.

Derfor kastede jeg mig over det, man kalder AI-agenter. Det er det område indenfor kunstig intelligens, hvor man sætter maskinen til at arbejde for sige 24 timer i døgnet. Du har formentlig hørt om AI-agenter denne dag i dag. Det havde ret mange ikke der i 2024, med mindre de var delvis nørder ligesom undertegnede.

Jeg valgte året efter at dedikere en del af min tid til at skrive den anmelderroste bog AGENTBOGEN (udkom i 2025), og samtidig skabte jeg tech- og ledelses-podcasten Extraordinary, hvor jeg bl.a. talte med verdens førende forsker i bevidsthed, Anil Seth, om fremtiden indenfor AI.

Samtalen med Anil og andre af gæsterne var vildt inspirerende. Det gav en mulighed for at forstå AI endnu dybere, og jeg byggede samtidig videre på min tidligere foredrags- og workshopforretning. Nu med stadigt mere fokus på kunstig intelligens.

Sammen med min JumpStory co-founder byggede vi også AI-eventen AGENTDAGEN. Til AGENTDAGEN samlede vi 1000 gæster i Imperial Biografen i København for at udbrede kendskabet til agentic AI og AI-agenter i praksis. Her er en lille stemningsvideo fra dagen og lidt feedback fra deltagerne.

 

 

2026 – hjælpe danske virksomheder og kommuner med at flytte AI fra hype til hverdag

Når jeg skriver denne artikel om min AI-rejse, er vi i det sene efterår 2026. Jeg bruger nu noget af min tid på at hjælpe danske virksomheder, kommuner og andre, der kan drage nytte af det, med at omsætte deres AI-tanker til praksis.

Jeg trækker på mine +20 års erfaring som iværksætter, +10 års erfaring som rådgiver og +8 års erfaring som AI-entreprenør.

Det sker igennem en kombination af foredrag og workshops om AI – herunder både en generel og underholdende introduktion til kunstig intelligens, foredrag om AI og ledelse, workshops om AI og innovation og meget mere.

Det har heldigvis vist sig at være noget, som mine kunder er meget glade for, og det føles meningsfyldt.

 

Hvad fremtiden så vil bringe, det er meget svært at sige, for det går fortsat stærkt derude – både i Danmark og ikke mindst i resten af verden.

Uanset hvad så tror jeg fortsat på det, der har været mit mantra helt tilbage fra 1999, hvor jeg byggede mit første firma: ”Tænk stort, handl småt, fejl hurtigt og billigt.”

Har du spørgsmål til AI, efter at have læst om min rejse indenfor kunstig intelligens, så er du mere end velkommen til at sende mig en mail på post@jonathanloew.dk

Så vil jeg gøre mit absolut bedste for at hjælpe dig / jer.

Ha’ / SKAB en fortsat go og meningsfyldt dag.

Mange menneskelige hilsner

Jonathan Løw.

Share This