LinkedIn YouTube Vimeo SlideShare
Menu

Gæsteartikel: Tving dig selv ud af din komfortzone

Det er svært for mig at tage imod nogen form for kritik. Det påvirker mig vildt meget. Jeg tager kritik til mig og ikke altid på en positiv måde. Efter sidste års Content Marketing World-event (som jeg var ansvarlig for) læste jeg alle anmeldelserne. Selvom de fleste anmeldelser var meget positive, var der også nogle få negative (meget negative). De kunne ikke lide maden. De kunne ikke komme ind til visse møder. Nogle kunne slet ikke lide Cleveland. Jeg havde det dårligt over det i flere dage.

I en anden situation modtog jeg en meget negativ anmeldelse på Amazon af min bog Epic Content Marketing. Jeg kunne ikke bare lade det ligge og måtte kommentere det. Jeg fortrød straks den beslutning, for du vil altid tabe imod en troll.

Hvorfor fortæller jeg det? Fordi, hvor slemt det end har været for mig at høre kritikken, så har den altid hjulpet mig med at vokse som person og som iværksætter. Det forstår jeg nu. Den er en del af gamet. Jeg må tage, hvad jeg har lært af det hele, og komme videre. Man skal simpelthen nogle gange bevæge sig ud af sin komfortzone for at vokse.

Jeg havde fornøjelsen af at interviewe min ven Ann Handley, som er Chief Content Officer hos MarketingProfs og forfatter til den fantastiske bog Everybody Writes. Ann havde mange spændende indsigter i forhold til content marketing, men i dette tilfælde vil jeg til GURUBOGEN nøjes med at dele den personlige historie, som Ann fortalte mig (fortalt nedenfor af Ann):

Da jeg var barn, var jeg meget genert og ekstremt introvert. Det var så slemt, at jeg selv i min egen familie var kendt som den generte og stille. Det er bare en del af min rolle i familien. Jeg er efternøler, og mine søskende er alle meget ældre end mig – 10, 12 og 15 år ældre. De var altid meget højrøstede og støjende.
Jeg voksede op i et hjem, hvor der var megen latter og humor, men jeg var altid dén, vittighederne handlede om, fordi jeg altid gjorde noget dumt. Det gjorde mig meget introvert og altid lidt nervøs for at stille mig frem, fordi jeg var bange for, at nogen ville gøre grin med mig.

Så jeg holdt mig tilbage. Når folk kom på besøg hos os, havde jeg mest lyst til at gemme mig under sengen, indtil de forsvandt – så genert og introvert var jeg. Hvis mine forældre for eksempel havde venner på besøg og sagde: ”Kommer du ikke ud, og siger hej?”, så lå jeg under min seng med en lommelygte og svarede ”Nej, det er fint.”

Jeg definerede mig selv som genert og introvert i lang tid. Da jeg gik i fjerde klasse undgik jeg alle former for risici, og sagde for en sikkerheds skyld ”nej” til alting. Jeg meldte mig aldrig til aktiviteter efter skolen.

Min klasselærer i fjerde klasse gik meget op i, at vi skulle vokse som mennesker og ikke kun som elever. Hun ville ikke bare have os til at lære, hvordan man læser og skriver. Hun ville også lære os at diskutere og tale foran hele klassen. Hun tvang os ud af vores tryghedszoner, og jeg hadede det. Jeg var meget nervøs ved at gå i skole, og det år blev jeg god til at lade som om, jeg var syg.
Det førte til, at min mor begyndte at bekymre sig om, hvorvidt jeg nu led af én eller anden form for alvorlig sygdom. Hun var faktisk overbevist om, at jeg var et meget sygt barn, men sandheden var den, at jeg blot var ekstremt bange for at komme ind i klassen, når den pågældende lærer var der. Du vil måske ønske, at flere lærere er sådan, men for mig var det forfærdeligt.

Det gik helt op i en spids en dag, hvor læreren sendte os ud på en hockeybane for at lave en lederskabs- eller færdighedsøvelse med hockeystave. Udover at hade at blive kaldt frem foran klassen, så hadede jeg også alt, der havde med gymnastik, atletik eller holdsport at gøre.

Læreren havde ikke stave nok til os alle sammen, så halvdelen af børnene måtte lege, og når hun fløjtede, skulle de bytte stave med os på sidelinjen.

Da hun fløjtede, gik jeg hen mod den mest atletiske og største pige i min klasse, og da hun ville give mig sin stav, sagde jeg: ”Du må godt tage min tur.” Hun var så glad, og jeg syntes selv, jeg var så smart, at jeg nu kunne sidde over. Jeg havde aldrig troet, at læreren ville bemærke, at jeg ikke var på banen, når der var 30 andre børn.
Hun bemærkede heller ikke, at jeg ikke var på banen, men hun bemærkede, at den store, atletiske pige var tilbage på banen, så hun spurgte: ”Hvorfor spiller du igen? ” Pigen svarede: ”Annie sagde, at hun ikke ville, så jeg kunne være med igen.”

Fordi min lærer gik så meget op i åbenhed, at dele, personlig udvikling og at tage ansvar for sine fejltagelser lige så meget som sine succeser, gjorde hun et stort nummer ud af episoden. Hun ringede til mine forældre for at arrangere en samtale med dem og forstanderen.

Det endte med, at jeg fik dumpekarakter i min karakterbog for det næste semester. Godt nok identificerede jeg mig som ikke-atlet, men samtidig så jeg mig selv som en fantastisk elev. Jeg var ked af det, hvis jeg ikke var den bedste i klassen. At jeg fik en dumpekarakter var altødelæggende for mig, fordi jeg aldrig så mig selv som en fiasko eller én, der fik dårlige karakterer.

Dén oplevelse var en øjenåbner for mig.

At vælge fra i den situation betød at vælge livet fra og vælge muligheder fra. Der gik noget tid, inden jeg virkelig lærte af episoden, og den blev en del af mig, men det satte helt sikkert noget i gang hos mig. Jeg indså, at jeg bogstaveligt talt ikke kan sidde på sidelinjen og forvente at få succes.

Spørg dig selv

Hvad betyder den historie, som Ann fortalte mig – og nu også dig?
Hvilke muligheder lader du passere forbi, blot fordi de er for svære at håndtere? Er du din egen største udfordring?

Når vi har så mange udfordringer foran os, er det sidste, der burde stoppe os, personen vi ser i spejlet.

Joe Pulizzi er stifter af verdens førende content-marketing uddannelse – Content Marketing Institute. Denne artikel stammer fra GURUBOGEN, som Jonathan Løw udgav i efteråret 2016.

Joe Pulizzi - Tving dig selv ud af din komfortzone

af | 5. juli, 2017 | Iværksætteri, Mindset

Del dette: [addtoany]

Share This